Dreyfusaffæren og det splittede Frankrig

Alfred Dreyfus var kaptajn i den franske hær og blev i 1894 frataget sin titel og idømt livsvarig forvaring for landsforræderi. Hans navn er synonymt med den mest betændte politiske og intellektuelle strid i Frankrig i nyere tid. Den såkaldte 'Dreyfusaffære' har dybe historiske rødder og handler om antisemitisme, patriotisme og idéen om tilhørsforholdet til Frankrig - og så trækker den tråde helt op til i dag. Men hvorfor fylder en over 130 år gammel retssag stadig i det moderne Frankrig? Hvordan har man i Frankrig bearbejdet dette smertelige og langstrakte kapitel i den nationale historie? Og har "l'affaire Dreyfus" et budskab til vor tid? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med journalist og forfatter Bjørn Bredal. Redaktør: Thomas Vinter Larsen. I redaktionen: Clara Faust Spies. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.