Putin og den farlige fortid

"Memorial skaber et falsk billede af Sovjetunionen som en terrorstat og skænder mindet om Den Store Fædrelandskrig!". Sådan lød det fra en anklager ved Ruslands Højesteret kort før jul. Memorial, som arbejder for at udbrede kendskabet til kommunismens forbrydelser og for menneskerettigheder, er nu dømt til at lukke. Officielt fordi Memorial modtager ulovlig udenlandsk støtte. Men hvad er den uofficielle - og måske mere reelle - forklaring? Og hvorfor er kampen imod glemsomhed om Stalintidens politiske undertrykkelse et problem i dagens Rusland? Adam Holm ser nærmere på Putins forsøg på at omskrive sit lands historie med journalist og forfatter Samuel Rachlin og journalist og oversætter Marie Tetzlaff. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.