Tyskland går til valg - hvem bestemmer fortiden?

Tyskerne går til stemmeurnerne om knap to uger i et valg, der betegnes som det vigtigste i mange årtier. Men en ting er hvem, som skal svinge den politiske taktstok i årene som kommer, noget andet er hvem, der sætter sig på retten til at fortolke fortiden. I Tyskland er der nemlig stadig uenighed om, hvordan fortiden skal tydes. I en tysk sammenhæng er det ikke bare et anliggende for historienørder, men i høj grad også et politisk projekt. Så hvordan læser de konkurrerende partier med deres forskellige afsæt i konservatisme, nationalisme og social-demokratisme egentlig historien? Det ser Adam Holm nærmere på med lektor i tyske studier Moritz Schramm og Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa og tidligere Tysklandskorrespondent.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.