Kolonialismens sorte bog

DR's nye dramadokumentariske serie 'Slave af Danmark' sætter fokus på slavernes vilkår på De Vestindiske Øer i det 18. århundrede og på den blanding af merkantilistisk og racistisk tankegang, der lå til grund for brugen af slavearbejdskraft. Både herhjemme og internationalt oplever kolonihistorien i disse år en renæssance med fokus på mange af de emner, der enten har været fortrængt eller slet ikke fortalt. Hvorfor er det først inden for de sidste otte til ti år, at vi for alvor har sat fokus på dette sted i vores kollektive historie? Hvordan tager den danske kolonifortælling sig ud i sammenligning med f.eks. den britiske? Og er der fortsat områder, som mangler at blive afdækket? Det er spørgsmålene i denne uges udgave af Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med Gunvor Simonsen, ph.d. og lektor i historie ved Københavns Universitet og Erik Gøbel, historiker, forfatter og seniorforsker ved Rigsarkivet. Medvirkende: Bent Blüdnikow. Redaktør: Thomas Vinter Larsen. Redaktion: Clara Faust Spies. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.