Midt i en ny mellemkrigstid?

"Vi er kommet tættere på 1930'erne i dag end for ti år siden" - sådan siger den verdensberømte britiske historieprofessor Niall Fergusson. På samme måde som i den såkaldte mellemkrigstid oplever vi økonomisk ustabilitet, politisk polarisering, opbrud i den internationale orden, autoritære lederskikkelser og yderligtgående partier, som tilbyder enkle løsninger på samfundets problemer. Dengang kulminerede krisen og uroen som bekendt i en verdenskrig. I dag er der frygt for en ny verdenskrig, enten i Europa, Mellemøsten eller over Taiwanstrædet. Historien gentager sig som bekendt aldrig, men den har det med at rime på sig selv. Spørgsmålet er, om vi befinder os midt i et sådant rim fra fortiden? Hvor langt kan denne parallel i grunden strækkes? Og hvad er den historiske lære af mellemkrigstiden? Det er nogle af spørgsmålene i Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med historiker og lektor på Aarhus Universitet Niels Wium Olesen og Ph.d. og Postdoc. på Københavns Universitet Emil Eiby Seidenfaden. Redaktør: Thomas Vinther Larsen. I redaktionen: Nanna Sloth Skardhamar og Clara Faust Spies.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.