Russisk krigskultur

Krigen i Ukraine er på vej ind i sit andet år, og den bliver ved med at rase og kræve liv. De ukrainske styrker høster ros i internationale militærkredse for deres taktiske nytænkning og forståelse af slagmarken. Den russiske hær derimod bliver kritiseret for at hænge fast i fortiden. En svensk soldat, der har meldt sig som frivillig på ukrainsk side, udtalte for nylig til en avis: "Der er ikke meget, som har ændret sig i russernes militærkultur siden verdenskrigen. Det er som i 1943 og 1944. Liv har ingen betydning for dem". Er det rigtigt at russerne 'hænger fast i fortiden' i militær forstand? Hvordan er kulturen i den russiske hær? Og hvordan lyder historien om hærens storhed og styrke, som den russiske offentlighed bliver præsenteret for? Det er spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med militærhistoriker Niels Bo Poulsen, som har særlig indsigt i sovjetisk krigshistorie. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.