Syriens jernhånd - fra doktor til diktator

"Når man står over for rige og magtfulde lande, som vil dominere, er der mental styrke at hente i folkets støtte. Uden folkets opbakning, er der ingen steder at gå hen", lyder det fra Syriens leder Bashar al-Assads. Landets diktator gennem et kvart århundrede må lige nu håbe, at han har folkets støtte. Hans regime er hårdt presset af islamistiske grupper, som har erobret Aleppo, landets næststørste by og nu har kurs mod hovedstaden, Damaskus. Efter næsten femten års ekstrem blodig borgerkrig, vil islamisterne støde Bashar al-Assad af tronen. Hvis det lykkes, vil det være et afgørende nyt kapitel i landets nyere historie, der siden 1970 har været styret med fast hånd af al-Assad familien. Men hvem er Bashar al-Assad? Hvordan gik han fra at være doktor med speciale i øjensygdomme til at være en enøjet diktator? Og hvad er den historiske forklaring på den magt, som Assad-klanen har sikret sig i et etnisk og religiøst mangfoldigt land? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges udgave af Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med syrienskender, tidligere folketingsmedlem og forfatter Naser Khader. Redaktør: Silke Fensman I redaktionen: Clara Faust Spies

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.