Vestens storhed og fald 3:3 - Opbrud i Europa fra 1789 til 1989

Den amerikanske forfatter Mark Twain har engang sagt, at Historien aldrig gentager sig, men den har det med at rime på sig selv. I disse måneder er vi vidner til et af Historiens rim. Den hidtidige verdensorden er i færd med at bryde sammen. Og det som bekendt langt fra første gang. I Europa har vi i århundreder oplevet krige, konflikter, kriser og kaos, som har fået imperier til at synke i grus, forandret den geopolitiske virkelighed og affødt nye magter. Men hvad sker der, når den herskende orden går i opløsning? Hvordan har vi i Europa håndteret de dramatiske omskifteligheder? Og er der håb at hente i historiens eksempler eller står den på undergangsstemning til aftenkaffen i de næste mange år? Det er nogle af spørgsmålene i denne særudgave af Kampen om historien optaget på Historiske Dage i København. Adam Holm får besøg på scenen af Rasmus Glenthøj, historieprofessor ved Syddansk Universitet, og Lykke Friis, ph.d. i statskundskab og direktør i Tænketanken Europa. Musik: Adi Zukanovic.

Om Podcasten

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic. Hør alle afsnit i DR Lyd.