15. Kan et godt parforhold styrke børnenes trivsel? Med Mattias Stølen Due og Anne Vestergaard
”Vi ved, at hver sjette forældrepar har konflikter med psykisk eller fysisk aggressivitet. Det vil sige, at hvert sjette barn vokser op i et hjem, hvor forældrene har et konfliktniveau, der er meget toksisk.” Det fortæller psykolog Mattias Stølen Due, der er direktør for Center for Familieudvikling, som er en NGO, der arbejder på at fremme tryghed og trivsel for børn og voksne. I ”Kanariefuglenes stemmer” taler han med vært Anne Vestergaard om, hvordan familien og ikke mindst parforholdet også har en betydning, når vi taler om børn og unges trivsel.”Når vi taler om ilt og kanariefugle, så kan man jo ud fra den metafor tale om, at forældre udleder relationelt CO2. Altså, børn indånder hver eneste dag en luft fyldt med konflikt. Og så kan det godt være, at vi bilder os selv og hinanden ind, at børn ikke lægger mærke til det, fordi vi skændes bag lukkede døre, eller når de spiller Playstation. Men børn opdager og oplever meget mere, end vi tror,” siger Mattias Stølen Due, der som psykolog har specialiseret sig i arbejdet med par og er forfatter til bogen "Pas på parforholdet". I podcasten fortæller han blandt andet om betydningen af, at familien er et særligt helle for børn. ”Familien er et helle og et sted, hvor du kan tanke energi. Et sted, hvor du kan blive mødt som den, du er, selvom skolen, arbejdet eller fritidslivet er svært. Hvis børn kan komme hjem til basen og få nogle interesserede spørgsmål fra mor, en krammer af far og mærke, at her kan de få lov til at være kede af det. At her skal de ikke fixes. At her skal de ikke være på en anden måde end sådan, som de oplever sig selv. Så kan man som barn klare meget. Så bliver man med et fint ord mere resilient eller robust,” siger Mattias Stølen Due. Hør, hvordan og hvorfor Mattias Stølen Due vil sætte mere fokus på familien, og hvilken rollen parforholdet spiller, når det handler om børn og unges trivsel. Medvirkende: Mattias Stølen Due, psykolog og direktør for Center for Familieudvikling. Forfatter til bogen ”Pas på parforholdet”, som er udkommet i fire lande. Har desuden udviklet konceptet Par-tjek sammen med forskere fra Aarhus Universitet samt været initiativtager til den gratis telefonrådgivningslinje Partelefonen og indsatsen Vores Parforhold. Podcastvært: Anne Vestergaard, uddannet lærer og master i specialpædagogikRedigering: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikFå Socialt Indbliks nyhedsbrev