Stress med Ulla Dyrløv

"Hvis vi ikke får en ordentlig karakter, kan vi måske ikke komme ind på gymnasiet, og hvis vi ikke gør det, kan vi måske ikke blive en god mor, fordi vi ikke tjener nok penge – og så ender man måske som hjemløs…” Vilma, 6. klasse.  I dagens episode inviterer eleverne Thea og Vilma fra hhv. Husum Skole og Langelinieskolen psykolog Ulla Dyrløv indenfor til en snak om stress. Sammen sætter de fokus på, at de mange krav, test og læringsmål i skolen, gør eleverne stressede. Der bliver tænkt meget på fremtiden, hvilket gør det svært for de unge at være i nuet, da de føler sig evigt evalueret. Både eleverne og Ulla har en række gode råd til de voksne, hvor bl.a. Ulla påpeger, at det er vigtigt at berolige børnene og huske humoren i hverdagen. Det skal være sjovt at gå i skole.

Om Podcasten

Alle børn har ret til at have det godt. Det står i FN’s Børnekonvention. UNICEF har spurgt danske skoleelever om, hvornår de føler sig allermest udsat og udenfor i skolen. Det har givet os 12 spændende podcastepisoder, hvor det er de unge, der sætter dagsordenen. Sammen med Sofie Østergaard inviterer to elever ind til KLASSENS TIME. Her får de hver uge en snak med en ekspert om et af de 12 temaer, hvor eleverne mærker udsatheden i skolen.