Cøliaki og mental trivsel – sådan håndterer du de følelsesmæssige udfordringer

Livet med cøliaki handler om meget mere end blot at undgå gluten. I denne episode af 'Klog på cøliaki' dykker vi ned i de mentale aspekter ved at leve med diagnosen. For selv efter mange år med cøliakidiagnosen kan det føles svært at være anderledes, til besvær eller blive glemt i sociale sammenhænge.   Med os i studiet er Christina Gellert, der har levet med cøliaki i 13 år, og psykolog Kristján Grimsson, der har stor erfaring med at rådgive mennesker med kroniske tarmsygdomme. Sammen ser vi på, hvordan du kan håndtere de følelsesmæssige udfordringer – fra at tackle følelsen af at være til besvær til at acceptere diagnosen uden at lade den fylde for meget. Vi ser også på, hvornår følelsesmæssige reaktioner kan blive problematiske for ens trivsel, og hvordan du bedst støtter dig selv i hverdagen.

Om Podcasten

Velkommen til Klog på cøliaki – en podcast fra Dansk Cøliaki Forening, der dykker ned i cøliakiens mange aspekter. Vi udforsker alt fra symptomer og diagnoser til mental trivsel, ernæring og forskning. Med sundhedsfaglige eksperter og personer med egne erfaringer får du indblik i både de medicinske og menneskelige sider af livet med cøliaki. Serien henvender sig til patienter, pårørende og andre interesserede, der ønsker viden og redskaber til et glutenfrit liv. Støttet af Sygeforsikringen Danmarks Sundhedsdonationer. Tilrettelægger og vært: Chipo Marisa Petersen.