Jesper Hansen: »Jeg har stadig Champions League-hymnen som ringetone«

Jesper Hansen har rundet et skarpt hjørne. Dåbsattesten siger nu 40 år, men Mr. Clean Sheet er langt fra færdig. I denne særudgave af Hvid Røg har Michael ‘Jøden’ og Sture Sandø sat keeperen stævne på Fredensvang, hvor han reflekterer over sin karriere, trofæerne, clean sheet-rekorden og de oplevelser, der har sat sig i ham – blandt andet en, der udspillede sig for mere end 10 år siden, og som næsten har fået den sympatiske målmand til at hade et andet menneske. Jesper Hansen kommer ind på alt fra at have Champions League-hymnen som ringetone til håndteringen af dårlige præstationer som den i Vejle, og så han giver et indblik i, hvor det er, han gerne vil forbedre sig.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Hvid Røg er Jyllands-Postens kærlige og kontante take på AGF. Her gør makkerparret Michael ‘Jøden’ Christiansen og Sture Sandø ugentligt status på De Hvii’e, når de gennemgår kampe, varmer op til kommende runder og drøfter stort og småt om den klub, de begge er (u)lykkeligt forelskede i. Lytteren kan forvente at blive opdateret på de store linjer og de små nyheder fra AGF-universet. Det hele sker med uforbeholdne meninger og et smil på læben, for sådan er det nødt til at være, hvis man skal kunne holde livet som AGF’er ud. Jøden og Sture vil ikke stå alene. Sammen med gæster vil de søge efter at blive klogere på, hvad det er, der gør klubben til det, den er, og hvilken rolle den spiller for aarhusianere og i dansk fodbold. Og så kommer lytterne også til at spille en rolle. Med andre ord: Hvid Røg – hvis du vil hvii’e mere!