Datalogi-økonomi

Sofie har netop færdiggjort sin bachelor i datalogi-økonomi. Uddannelsen kombinerer økonomi og datalogi, og her lærer man at bruge programmering til at regne på økonomiske modeller. I afsnittet fortæller Sofie, hvordan uddannelsen er bygget op. Man har nemlig økonomiske og datalogiske fag sideløbende med hinanden. Fx lærer man både mikro- og makroøkonomi og at kode. Ifølge Sofie er det netop en stor fordel, at man som dat-øk’er både kan forstå økonomiske teorier og lave datalogiske løsninger. I afsnittet fortæller Sofie også om hvilke karrieremuligheder, datalogi-økonomi åbner op for. Sofie har selv fået et fuldtidsjob og arbejder nu med en avanceret form for chatbot hos et konsulenthus. Derudover nævner Sofie de mange forskellige foreninger på campus. Hun beskriver, hvordan der er et tæt studiemiljø, hvor man lærer hinanden at kende på tværs af årgange og studier. Fx kan man engagere sig i alt fra revyen til studiebaren og deltage i den årlige gallafest. Lyt med og bliv klogere på datalogi-økonomi på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.