Filosofi

Clara læser filosofi på 5. semester. Her stiller man store spørgsmål om moral og etik, og man bliver trænet i at forstå andre menneskers måde at se verden på. Ifølge Clara har studiet styrket hendes evne til at analysere, reflektere og udfordre hverdagen. I afsnittet deler Clara sin oplevelse af at vænne sig til livet på uni. Hun syntes, det var svært at læse de filosofiske tekster i starten. Derfor brugte hun sin studiegruppe til at forstå og diskutere dem. Clara giver også indblik i studiets forskellige fag og alle mulighederne for at skræddersy uddannelsen. Man kan nemlig både tage i praktik, på udveksling eller vælge valgfag. På filosofi kan man engagere sig i caféen, studiets tidsskrift eller fagrådet. Dertil fremhæver Clara to mentorordninger, hvor hver studerende har deres egen mentor, som guider og støtter dem i studielivet. Afsnittet dykker også ned i studiets mange muligheder for job. Clara fortæller, at man fx kan blive gymnasielærer, forsker, kommunikatør eller arbejde for NGO'er og politiske organisationer. Lyt med og bliv klogere på filosofi på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.