Forhistorisk og klassisk arkæologi
Dette afsnit af KU studieliv handler både om forhistorisk arkæologi og klassisk arkæologi. Zeenat læser klassisk arkæologi, og Clara læser forhistorisk arkæologi - begge på 3. semester. De to studier er søstrestudier, og derfor har Zeenat og Clara en række metodefag sammen, men hver deres periodefag. Her lærer Zeenat om antikkens Grækenland og romerriget, mens Clara lærer om sten-, bronze- og jernalderen samt vikingetiden i Norden. I afsnittet fortæller de om hver deres vej til studiet og om deres fælles introuge, hvor de lærte hinanden at kende. De fortæller også om forskellige fag på uddannelsen og om de obligatoriske seminarudgravninger, som er et forløb, hvor de får praktisk erfaring med arkæologiske udgravninger. Zeenat og Clara fortæller også om studiernes fagråd og foreninger, hvor man som studerende kan deltage i en række forskellige sociale og faglige events, der ifølge dem styrker studiets fællesskab. Lyt med og bliv klogere på både forhistorisk og klassisk arkæologi på KU.