Klassisk græsk

Anna læser klassisk græsk på 5. semester. På studiet lærer hun sproget oldgræsk og dykker ned i antikkens filosofi, historie og kultur. I afsnittet fortæller Anna om nogle af de forskellige fag på uddannelsen. Fagene kan nemlig deles op i sproglige fag og kontekstmæssige fag. Anna dykker derfor ned i, hvad de to forskellige slags fag giver af viden. Samtidig understreger hun, at man skal forvente, at sprog fylder meget på studiet. Man skal nemlig både lære oldgræsk og latin. Derfor tager bacheloren fire år i stedet for tre. Dertil er Anna vild med litteratur, og så nyder hun at fordybe sig i det almenmenneskelige ved antikken, som er en del af vores kulturarv. Anna beskriver også græsk som et helt unikt studiemiljø, hvor man hjælper hinanden fagligt og hygger sig socialt. Der er fx en lektiecafé, hvor man hjælper hinanden med de græske gloser, men man kan også ses til filmaftener og fredagsbar. Til sidst stiller Anna skarpt på de forskellige fremtidsmuligheder, græsk kan føre med sig. Hun drømmer selv om at arbejde på et forlag, men det er også muligt at blive gymnasielærer eller arbejde med kommunikation. Lyt med og bliv klogere på græsk på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.