Matematik-økonomi

Frederik læser matematik-økonomi på 5. semester. På uddannelsen får man et matematisk fundament, som kan bruges til at forstå økonomiske modeller og sammenhænge. I afsnittet fortæller Frederik om sin egen direkte overgang fra gymnasiet til universitetet, og hvordan han oplevede både det faglige og sociale. Frederik giver dig også et indblik i, hvordan en helt almindelig studiedag kan se ud for ham. På sådan en dag har han bl.a. forelæsninger, gruppearbejde og hyggelige pauser i studiecaféen med bordfodbold eller i universitetsparken. Derudover fortæller Frederik om de forskellige fremtidsmuligheder studiet åbner op for. Man kan bl.a. arbejde med forskning, i et ministerium eller i den finansielle sektor. Lyt med og bliv klogere på matematik-økonomi på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.