Moderne Indien og Sydasienstudier

Bastian og Mikkel læser på deres 7. semester af moderne Indien og Sydasienstudier. Her lærer de om Indiens kultur, samfundsforhold og sproget hindi. Uddannelsen tager fire år i stedet for tre, som en bachelor normalt tager. Undervejs skal man et semester på udveksling, og så har man tilvalgsfag, som gør det muligt at dreje uddannelsen i den retning, man synes er spændende. Her har Mikkel været i praktik hos et konsulentfirma, og Bastian har valgfag på musikvidenskab. I afsnittet fortæller de om deres oplevelse med at starte på studiet sammen og om løbende at hjælpe hinanden, når studiet har været udfordrende. I podcasten dykker de også ned i de forskellige sprog- og samfundsorienterede fag, man kommer igennem. Og så fortæller de om at turde kaste sig ud i at tale hindi og om det trygge læringsmiljø, der er på studiet - også når det går mindre godt. Lyt med, og bliv klogere på moderne Indien og Sydasienstudier på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.