Religionsvidenskab

Matilde læser religionsvidenskab på 3. semester. På studiet lærer hun om de forskellige verdensreligioner, deres historie og betydning i samfundet. I afsnittet fortæller Matilde om studiestarten på religionsvidenskab og hvordan hun personligt skulle vænne sig til en ny måde at gå i skole på, hvor hverdagen er anderledes end i gymnasiet. Hun fortæller om sin rustur, der gjorde, at årgangen hurtigt blev rystet sammen socialt. Det tager 3,5 år at læse en bachelor i religionsvidenskab. Her kommer man bl.a. igennem fag som religionssociologi og propædeutik, hvor man lærer et sprog. Her har Matilde valgt at studere oldgræsk. Derudover har man en masse valgfag, så man selv kan præge uddannelsen alt efter, hvad man synes er spændende. I afsnittet kommer Matilde også omkring fremtidsmulighederne efter studiet, hvor man bl.a. kan arbejde som underviser, forsker eller inden for kommunikation eller museumsarbejde. Lyt med og bliv klogere på religionsvidenskab på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.