Skov- og landskabsingeniør

Celine læser til skov- og landskabsingeniør på 6. semester. Uddannelsen tager man på skovskolen, som både ligger på Djursland og i Nødebo. Celine læser i Nødebo, hvor hun også bor på skolens område. I afsnittet fortæller hun om alle fordelene ved at bo tæt på der, hvor hun har undervisning og om det helt særlige studiemiljø, der findes i Nødebo. Her foregår fredagsbaren i en bjælkehytte, mens hverdagen bliver brugt i naturskønne omgivelser. Som skov- og landskabsingeniør lærer man om træer og planter, at udnytte naturens potentiale og om at passe godt på den. Man har bl.a. fag om skovpleje, økologi og naturforvaltning. Uddannelsen er en professionsbachelor, som tager fire år. Her bruger man en del af tiden i praktik. Celine er i praktik lige nu, hvilket hun kommer nærmere ind på i afsnittet. Hun fortæller også om hvilke retninger, man kan vælge at gå med uddannelsen - både undervejs på studiet og som færdiguddannet. Lyt med og bliv klogere på skov- og landskabsingeniør på KU.

Om Podcasten

KU studieliv er Københavns Universitets podcast til dig, som gerne vil blive klogere på KU’s uddannelser og livet som studerende. I hvert afsnit kan du høre Ida, som selv er studerende på KU, interviewe en anden studerende om bl.a. studielivet, studiestarten, hverdagen, festerne, tvivlen, eksamenerne og fremtidsmulighederne på netop deres uddannelse. Lyt med hver mandag, når der kommer et nyt afsnit om en af KU's uddannelser. Læs mere om KU’s uddannelser her: studier.ku.dk Podcasten er produceret af Ida Kjær for Københavns Universitet. Musik af Niels Christian Jakobsen.