Legesyge rebeller og psykedeliske børnefilm

Med håndtegnede billeder og jazzmusikkens improvisatoriske tilgang skabte Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller i 1971 animationsfilmen 'Bennys Badekar'. I samtale med filmskaber Jannik Hastrup og filmproducer Nikolaj Tarp springer vi fra 13. sal i Høje Gladsaxes grå betonbyggeri ned under overfladen i Bennys Badekars farvestrålende verden for at undersøge, hvordan filmen stadig præger dansk børneunderholdning den dag i dag.

Om Podcasten

Kunst kan skabe debat, når værkerne første gang møder verden. De kan opleves som normbrydende, radikale, anderledes og fornyende; for 50 år efter at være en del af den kulturarv, vi hylder og holder af. I denne serie har Statens Kunstfond udvalgt tre markante kunstværker fra 70'erne, som alle viste sig at være vigtige indspark til datidens samfundsdebat. Vi undersøger sammen med kunstnerne og vært Jan Høgh Stricker værkernes fortsatte relevans i lyset af, hvor samfundet og den offentlige debat har bevæget sig hen. I podcasten inddrages også en række nutidige skikkelser, som hjælper os med at opleve og måske forstå værkerne på ny.