Trailer: Mørklagt - Massøren

På en massagebriks i Hovedstadsområdet tager en lindrende oplevelse pludselig en drejning. Mens afslappende musik flyder ud af højttaleren, og der egentlig skulle tages hånd om de nakkesmerter, 'Pernille' har, ændrer massagen karakter. 'Pernille' oplever nu, at massøren begynder at røre hende intime steder på kroppen. Hun anmelder det aldrig. Hun føler sig skamfuld. Men hvad hun ikke ved er, at Massøren har været i retten fire gange på ti år med anklager om seksuelle krænkelser under behandlingen. To gange er han dømt. To gange frikendt. I podcasten undersøger DR Dokumentar, hvor grænsen går mellem et overgreb og en alternativ behandling - og hvem der holder øje med de behandlinger, der er mere alternative end det almindelige sundhedssystem kan tilbyde. Hør hele serien lige nu ved at søge efter "Mørklagt: Massøren" i DR LYD.

Om Podcasten

I fire små rum i kælderen under Frederiksberg hospital blev flere hundrede patienter behandlet med LSD i 1960'erne. Lægerne mente nemlig, at LSD kunne kurere patienters angst, talebesvær og frygt for mørket. Nu har P1 Dokumentar fået adgang til tusindvis af dokumenter i Rigsarkivet, som afslører helt nye detaljer i det, der bliver beskrevet som et mørkt kapitel af dansk psykiatris historie. Kasserne i Rigsarkivet gemmer på ufortalte historier om, hvad der skete med mere end 150 patienter, der blev sat i behandling med LSD. For i stedet for at blive kureret for deres lidelser, endte mange af patienterne med at være forfulgt af hallucinationer, mareridt og angst resten af deres liv. I dag søger flere efterkommere svaret på, hvad lægerne egentlig vidste om risikoen og bivirkningerne, da deres forældre blev sat i behandling med LSD. Tilrettelæggelse: August Dyrborg og Anne Skjerning Research: Johanne Iben Johansen Lyddesign og klip: Signe Mansdotter Klip og 3D-lyd: Marie Kildebæk Titelmusik: Kristian Haarløv Redaktør: Jens Vithner Har du en historie, vi bør undersøge nærmere? Kontakt os via dr.dk/tipos eller skriv til drundersoeger@proton.me