Afsnit 3 - Bogen på scenen

Hvordan får man en fantastisk bog til også at komme ud over scenekanten – og blive til levende teater? Hvis man er kynisk kunne man måske forestille sig, at det er ingen ko på isen: Få skuespilleren til at læse replikkerne i bogen op - og voila, så har du et teaterstykke. Men selvfølgelig er det ikke så nemt, for hvordan skal skuespilleren udtrykke de følelser, der står beskrevet? Og hvordan skal publikummet kunne forstå alle de små nuancer, der nemt kan læses i en bog, men som er svært at oversætte til en scene? I dette afsnit kan du møde fire mennesker, der netop har knækket koden. Mød forfatter Tine Høgh, skuespiller Sicilia Gadborg Høegh, iscenesætter Johan Saraouw og dramaturg, Susanne Hjelm Pedersen.

Om Podcasten

Dyk ned i en række fortryllende nye måder at nyde dine yndlingsbøger på!Fra lydbøger til litteraturfestivaler og fra bogturisme til bøger på recept. Vores måde at læse på er i udvikling som aldrig før. Hvor det tidligere ofte var noget, vi gjorde hver for sig i fysiske bøger, er der de seneste år kommet masser af nye måder at nyde læsningen på. Litteraturfestivaler og arrangementer, hvor vi møder forfatterne og læser sammen, popper op over hele landet. Medicinstuderende og læger begynder at ordinere bøger på recept, fordi vi har opdaget læsningens helende kraft. Og samtidig har vi lært at læse med ørene i stedet for øjnene – og lydbøger er blevet mere og mere populære.Kom med vært og forfatter Puk Qvortrup på en rejse rundt til de mange nye måder, vores læselyst får nye udtryk. Puk er en lidenskabelig, men nogle gange også lidt konservativ læser – der gerne vil lære at læse og opleve på nye måder. Lyt med på hendes Læsefeber og mød både entusiastiske læsere, nybrydende forfattere og skarpe eksperter, der kan være med til at inspirere din næste læseoplevelse. Podcasten er produceret af Videnslyd for eReolen.