Lydkunst #18: Johanne Lykke Poulsen - Sirenernes sang

I denne podcast tager lyd- og billedkunstner Johanne Lykke Poulsen dig med til Athen, hvor hun finder inspiration til sin lydkunst fra sirenernes sang i den græske mytologi. Mellem turister, sælgere, migranter og antikke ruiner leder Johanne Lykke Poulsen efter forbindelsen mellem kunst og natur, sang og hav, og en sprække til den guddommelige skabelse. I Athen opsøger hun den danske filolog Chresteria Neutzsky-Wulff, som fortæller om sirenernes mytologiske væsen samt den græske sangerinde Savina Yannatou og den græske lydkunstner Yorgia Karidi, der begge fortæller om deres arbejde med sang og lyd. Medvirkende: Johanne Lykke Poulsen arbejder med sangstemmen som form og materiale. Med vokale toner skaber hun abstrakte lydlandskaber, der placerer sig i et spændingsfelt mellem lyd og musik. Johanne Lykke Poulsen har dimitteret fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (2015) og været artist-in-residence ved Residency Unlimited i New York (2014). Hendes seneste solo-udstilling, Tide Room, blev udstillet i Aarhus i samarbejde med Rendezvous Curators maj 2016. En række af Johanne’s nyeste værker indgår i duo-udstillingen, Milk, der åbner den en 26. august 2016 ved Schillerpalais i Berlin. Savina Yannatou er uddannet klassisk sangerinde fra National Conservatory i Athen og Guildhall School of Music and Drama i London. I mere end 30 år, har hun fortolket både græske og mediteranske sange. Hun har samarbejdet med en række musikere og komponister og er blandt andet anerkendt for sit vokal-arbejde i gruppen Primavera en Salonico. Yorgia Karidi er en græsk billed-, lyd- og performancekunstner. I lyd arbejder hun med elektroakustiske collager eller forløb, der blandt andet inkluderer improviserende sang, field recordings og musik. Hun har studeret teater ved The Department of Philosophy of The University of Patras og har en MA i Digital Multimedia fra Athens School of Fine Arts. Chresteria Neutzsky-Wulff er cand.mag. i klassisk filologi fra Aarhus Universitet og fjernunderviser i klassisk græsk ved Københavns Universitet. Hun arbejder desuden med mytologi og myteanalyse, et emne, hun har skrevet flere artikler om. Kernen i Chresterias arbejde med mytologi er antagelsen af, at myter – eller rettere det mytologiske sprog – er en måde at beskrive religiøs teknik og den religiøse oplevelse på. Derfor har myter også deres helt egen logik, som vi også kender i en senere form fra folkeeventyr. Analysemodellen er udviklet af Erwin Neutzsky-Wulff og beskrevet i hans forfatterskab, senest i det faglitterære værk ”Religion”. Podcasten er blevet til i samarbejde med kunsten.nu og med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponist Forening og Koda. Tilrettelæggelse: Johanne Lykke Poulsen Redaktion: Anne Neimann Clement

Om Podcasten

- Om lyden i kunsten. Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang dykker hver måned ned i ét hjørne af det kæmpestore og multifacetterede LYDKUNST-landskab. LYDKUNST PODCAST er støttet af Statens Kunstfond, Koda Kultur og udgives i samarbejde med Kunsten.nu. lydkunstpodcast@gmail.com https://kunsten.nu/journal/featured-categories/podcast/ https://www.facebook.com/lydkunst/