LYDKUNST #32: MYRKR: Kærlig hilsen fra mørket
Vi går mod mørkere tider, men gør alt hvad vi kan for at modgå det. I denne podcast omfavner vi mørket og undersøger de ressourcer, der findes her. Vi har været med kunstnerfællesskabet MYRKR på lydvandring i mørket. Med stemmer i høretelefonerne fra mennesker, der til dagligt befinder sig i mørket eller beskæftiger sig fagligt med fænomenet, har vi gået gennem det særlige, ofte oversete, men smukke mørke, der findes ved vandet. Med vidt forskellige udgangspunkter og fagligheder er MYRKR opstået med udgangspunkt i en fælles fascination af mørket i Norden og de mørketraditioner, som er en del af vores historie. I Norden er mørket en naturlig og uundgåelig del af hverdagslivet. Før kunstigt lys var mørket med til at definere, hvornår vi arbejdede, hvordan vi sov, og hvordan vi var sammen. Mørket var den naturlige, rolige afslutning på en aktiv dag. Men i dag er det sjældent, at vi oplever det fuldkomne mørke. Mørket styrer ikke vores daglige rytme længere. Og det er sjældent, at vi tager os tid og mod til at mærke efter, hvad mørket egentlig gør ved os. Velkommen til denne 32. udgave af LYDKUNST - optaget i et skrigerum i et kollektiv i Valby i mørke - som denne gang er en hyldest til mørket, som tænder stjernerne på himlen, og meget mere. FAKTA MYRKR er det oldnordiske navn for Mørke. MYRKR består af radiodokumentarist Sara Troense, iscenesætter Alaya Riefensthal og musiker Julie Hjetland. Gennem møder og interviews med mennesker, der på vidt forskellige måder beskæftiger sig med mørke, udforsker de mørket fra flest mulige perspektiver på tværs af tid, rum og traditioner. MYRKRs første projekt var en iscenesættelse af den traditionelle mørkning, hvor man lod mørket falde helt på og mærkede dagen gå på hæld sammen med familien, inden man tændte det kunstige lys, der var kostbart men nødvendigt for at kunne fortsætte arbejdet efter mørkets frembrud. Siden har de arbejdet med lydvandringer, podcasts, lyttebiografer, fortælleaftener, lydinstallationer, performances og fysiske møder med naturen. Blandt andet i form af mini-skovfestivalen “Træværk” ved Hvidkilde Savværk på Fyn, hvor man bl.a. havde mulighed for at overnatte i en hængekøje i skoven. Lydvandringen “Kærlig hilsen fra mørket” er blevet iscenesat flere steder i landet - fra Mors i Nordjylland til Rønne på Bornholm. Hør hele lydvandringen på www.myrkr.dk/lydvandring. MYRKR’s lydvandringer omkring København i dette efterår er støttet af Kuturhavn. Læs mere på: kulturhavn365.kk.dk/event/kaerlig-hilsen-fra-moerket-kulturhavn.