LYDKUNST #38: Dansende kraner og hypnotiske rejser for det indre øje - en reportage fra Borealis
Kom med til Borealis-festival i Bergen og hør om meditations-seancer, attitudefyldt tekstoplæsning og kraner, der danser ballet. Den norske by Bergen ligger smukt omkranset af fjelde og fjord, og er især kendt for at være aldeles regnfuld. Hvert år, i det allerspædeste forår, indtages byen af festivalen Borealis - en festival for eksperimenterende musik, som i år præsenterede alt fra nyskrevne operaer til progressiv klubmusik, nyfortolkninger af kammermusik, et feministisk diskussionsforum og meget mere. I dette afsnit af LYDKUNST rapporterer Line Møller Lauritsen fra Bergen og Borealis. Her møder hun den danske kunstner Joachim Koester, som under festivalen inviterede på en meditativ, hypnotisk rejse for det indre øje. Hun møder den amerikanske komponist Natacha Diels, som fortæller om sit helt nye værk til dansende kraner, og leder af Lydgalleriet i Bergen, Julie Lillelien Porter. Du kan også høre festivalens kunstneriske leder, Peter Meanwell, fortælle, hvordan han ønsker at festivalen skal afspejle hans egen pladesamling, hvor der ikke findes noget hierarki mellem kunstnere, orkestre og genre. Og så kommer du også med til en attitudefuld tekstoplæsning i Bergens unikke Lydgalleriet. LYDKUNST podcast udkommer i samarbejde med kunsten.nu med støtte fra Statens Kunstfond og Dansk Komponistforening og KODA's kulturelle midler. I redaktionen sidder Rosa Marie Frang og Anne Neimann Clement.