LYDKUNST #39: Kassettebånd med posten - Mogens Otto Nielsen

Mandshøje skulpturer af is, der smelter når foråret kommer. Breve, postkort, stempler og frimærker sendt med posten til hele verden. En kvartet med hund, ged, and og kat. Det er altsammen værker af den danske konceptkunstner Mogens Otto Nielsen, som denne 39. udgave af LYDKUNST handler om. Mogens Otto Nielsen (f. 1945) er autodidakt, avantgardistisk konceptkunstner. Siden slutningen af 60’erne har han opereret med sin helt egen infrastruktur som kunstner gennem internationale netværk som fluxus og mail-art. Processen og det foranderlige står centralt i hans værker som sjældent har en klar afgrænsning eller helt slutter. Deraf begrebet “Atmosphere Controlled" som Mogens Otto fandt på en seddel i en æblekasse hos købmanden, og som lægger navn til hans værksted og alle de aktiviteter han sætter i gang her omkring. Lyt med og hør om Mogens Otto Nielsens involvering i den internationale kunstbevægelse mailart og om hans optagelser af bl.a. fluer, bier og myrer - og hvorfor det ene er forudsætningen for det andet. FAKTA Mogens Otto Nielsen modtog 2000 Eckersbergs Medalje og Den Nordjyske Kulturpris i 2012. Han er repræsenteret på: Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst, Kunsten, ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Hjørring Kunstmuseum, Herning Kunstmuseum, Tranegården og Statens Kunstfond. Senest har han deltaget på land-art-festivalen LAND-SHAPE i Hune klitplantage og ved Nørrekjær Biennalen. Denne podcast er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond og Dansk Komponistforening - KODA's kulturelle midler. I redaktionen sidder Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang. Læs mere om Mogens Otto Nielsen her: http://www.atmospherecontrolled.dk Og følg LYDKUNST her: https://www.facebook.com/lydkunst/

Om Podcasten

- Om lyden i kunsten. Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang dykker hver måned ned i ét hjørne af det kæmpestore og multifacetterede LYDKUNST-landskab. LYDKUNST PODCAST er støttet af Statens Kunstfond, Koda Kultur og udgives i samarbejde med Kunsten.nu. lydkunstpodcast@gmail.com https://kunsten.nu/journal/featured-categories/podcast/ https://www.facebook.com/lydkunst/