LYDKUNST #41: Valby Vokalgruppe ophæver tid og rum

Det tidligere skibsværft, Kulturværftet i Helsingør, dannede fredag d. 8. juni rammen om en ganske særlig lydoplevelse. På yogamåtter placeret i en cirkel i et stort mørklagt lokale blev man som publikum bedt om at lægge sig. Rundt om cirklen anes 4 kvindelige musikere siddende eller stående i hver sin svage lyskegle. En cello bliver slået an, en anden cello spiller med, tonerne fra en saxofon fylder rummet og blandes med stemmer og keyboard som flyder ind over hinanden i konstant nye rytmer, toner og figurer. I denne 41. udgave af LYDKUNST PODCAST dykker ned i Valby Vokalgruppe, og deres nyeste 45 minutter lange lydværk "Bølger af tid og rum". Her har de arbejdet med at oversætte fænomener som mørkt stof, variable stjerner, rumtid og magnetisme i verdensrummet til lyd. Anne Neimann Clement har fulgt gruppen fra deres første gennemspilning i øvelokalet til generalprøven og koncerten på Kulturværftet. Og så har Anne talt med lederen af gruppen, Anja Jakobsen, om hvordan og hvorfor de har oversat det ydre rums fænomener til lyd. Lyt med og hør hvordan pulserende stjernelys lyder. Hvordan kan man skabe musik der strækker og bøjer sig ligesom rumtiden krummer omkring en planet. Og hvordan det påvirker lydværket, når det fremføres i visuel stilhed og med et liggende publikum? VALBY VOKALGRUPPE består af Anja Jacobsen, Cæcilie Trier og Sonja LaBianca og Lil Lacy. De eksperimenterer med stemmer, celli, keyboards, effektpedaler, saxofon og percussion – men altid med stemmen som udgangspunkt. LYDKUNST PODCAST er produceret af Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang og udkommer i samarbejde med kunsten.nu med støtte fra Dansk Komponistforening og KODAs kulturelle midler, Statens Kunstfond og Sonning Fonden.

Om Podcasten

- Om lyden i kunsten. Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang dykker hver måned ned i ét hjørne af det kæmpestore og multifacetterede LYDKUNST-landskab. LYDKUNST PODCAST er støttet af Statens Kunstfond, Koda Kultur og udgives i samarbejde med Kunsten.nu. lydkunstpodcast@gmail.com https://kunsten.nu/journal/featured-categories/podcast/ https://www.facebook.com/lydkunst/