LYDKUNST #46: Det overhørte - Marie Højlund og Morten Riis
At overhøre er både ikke at høre noget, eller at høre noget, som ikke er bestemt for én; de hverdagslyde som omgiver os - former os og påvirker os - men som vi ofte enten irriterer os over eller som vi slet ikke lægger mærke til. The Overheard er navnet på lydkunst-duoén, som har lavet lyd og musik til Aarhus Teaters opsætning af Dancer in the Dark - Lars von Triers prisvindende musical fra 2000. The Overheard består af Marie Højlund og Morten Riis, som begge har forsket i ‘det overhørte’ på henholdsvis hospitaler og i elektroniske medier. LYDKUNST-podcast nr 46 tager dig med i teatret for at opleve det lydunivers som The Overheard har skabt til musicalen med det klare dogme; at alt lyd og musik skal opstå på scenen. Vi har talt med de to lydkunstnere om deres arbejde med en stor teaterforestilling, deres forskning i det overhørte, om at transformere et scenerum til ét stort musikinstrument og om hvor vigtige de overhørte lyde er for vores ve og vel. Lyt med og hør hvorfor vi i bund i grund alle sammen er freaks - præcis ligesom Selma - hovedpersonen i ‘Dancer in the Dark’. Rigtig god fornøjelse! FAKTA Marie Højlund (f. 1980) er lydforsker, lydkunstner og musiker. Hun har spillet i bands som Tiger Tunes og Marybell Katastrophy, og er også den sidst tilkomne i bandet Nephew. Sidste år skabte hun sammen med Nephew-kollegaen Simon Kvamm teaterforestillingen ’Lyden af de skuldre vi står på’, som også spillede på Aarhus Teater. Morten Riis (f. 1980) er lydforsker, komponist og elektronisk musiker. Ved siden af hans akademiske arbejde ved Det Jyske Musikkonservatorium har han udgivet adskillige albums og udstillet lydinstallationer i både Danmark, England, Frankrig, Tyskland og Kina. Se mere på: http://www.mortenriis.dk The Overheard blev etableret omkring Aarhus Kulturhovedstad 2017 med et omfattende kombineret kunst- og forskningsprojekt med 6 lydinstallationer i det offentlige rum. Læs mere på: https://goo.gl/0lQUS9 Læs mere om The Overheard på: https://www.overheard.dk LYDKUNST er kunsten.nu’s podcast magasin, som hver måned dykker ned i ét hjørne af det kæmpestore og multifacetterede lydkunstlandskab. Podcasten udkommer med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening og Sonning Fonden. I redaktionen sidder Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang. Vores jingel er lavet af Jeppe Møller Lauritsen og masterering har Kasper Janus Rasmussen taget sig af.