LYDKUNST #48: Efterklangen i Brønshøj Vandtårn - nyt udstillingssted for lyd- og installationskunst
LYDKUNST Podcast dykker i denne udgave ned i Efterklangen; både den helt konkrete efterklang i det nyåbnede URUM - Institut for efterklang i Brønshøj Vandtårn - som har en efterklang på op til 40 sekunder! - men også i en mere symbolsk betydning, da URUM inviterer kunstnere til at skabe værker, der på én eller anden vis arbejder med ‘det lange nu’. URUM - Institut for efterklang er et nyt udstillingssted for lyd- og installationskunst i Brønshøjs 90 år gamle vandtårn. Den enorme søjlesal har et af landets længste efterklangstider og det er her lydkunstduoen Edition#, bestående af den franskfødte lydkunstner og komponist Yann Coppier og den islandske musiker og komponist Runar Magnusson skal lave den første lydinstallation. Lyt med og hør Yann Coppier fra Edition# fortælle om deres mange måneders lange researcharbejde ind i at tæmme tårnets vilde akustik. Vi taler også med tårnpasser, nabo og kurator for URUM - Rune Brink Hansen - om hans overvejelser, drømme og tanker bag det nye Institut for Efterklang - dets fortid, nutid og fremtid. LYDKUNST podcast er produceret af Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang med støtte fra Statens Kunstfond og KODA Kultur for kunsten.nu.