Kontrolhelvede, skældud og godt socialt arbejde. En jobcentermedarbejders perspektiv.

Jobcentrene har i en del år været under heftig beskydning fra flere sider af fra såvel borgere, politikere som organisationer for at være et kontrolsystem, der er helt ude af proportioner og for at forværre borgernes helbred.Og nu skal jobcentrene så lukke. Måske.Hvordan er det at være menig medarbejder i noget, der for nogle borgere er helvedes forgård, men hvor der også foregår rigtig meget godt socialt arbejde. Og hvordan tackler man som medarbejder de politiske vinde, der blæser på beskæftigelsesområdet. Politiske vinde som indimellem virker helt ude af trit med virkeligheden.Hør i dette afsnit en jobcentermedarbejders perspektiv på ovenstående samt om, hvorfor det oftest er et rigtig fedt og givende arbejde at være ansat på et jobcenter og hjælpe borgere, som har brug for støtte til at komme ud på arbejdsmarkedet. Gæst er Karina Sørensen, beskæftigelsessagsbehandler på Viborg Jobcenter, med unge aktivitetsparate som målgruppe, samt tillidsrepræsentant og talsperson for HK Kommunal. Vært er Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver samt debattør.

Om Podcasten

Mange mennesker er hver eneste dag i berøring med dele af vores velfærdssamfund, fordi de for en tid har brug for en hjælpende hånd, støtte eller sundhedsbehandling. Og mens mange får et godt forløb, fx i psykiatrien, jobcentret, eller i sundhedsvæsenet, så findes der også hver eneste dag mennesker, der bliver udsat for en stærkt urimelig behandling, som slet ikke står mål med det, der skulle kunne forventes af vores velfærdssamfund. Eller systemet som det også kaldes i mindre flatterende vendinger.Heldigvis findes der passionerede, dygtige fagpersoner, som hver eneste dag kæmper for de mennesker, der ikke selv har kræfterne eller evnerne til at gå op imod systemet og kæmpe for sig selv. Og det er nogle af dem, du skal møde i podcastserien "Maj og Magten".De medvirkende i programmet går ofte en ekstra mil for at hjælpe syge, sårbare og udsatte mennesker, og de kæmper indædt imod uhensigtsmæssige regler, urimelig lovgivning, dårlig kultur og økonomiske besparelser. For det kan gøre stor skade på det enkelte menneske, når der ikke er gode ressourcer nok til at hjælpe dem tilstrækkeligt. Eller måske ikke politisk vilje til at hjælpe på en rimelig og anstændig måde.Målgruppen for podcasten er alle der interesserer sig for mennesker med en stærk historie, mennesker med store hjerter for syge, sårbare og udsatte mennesker samt en passion for deres arbejde og kampen mod magten og systemovergreb. Ord som retssikkerhed, social retfærdighed og indignation går igen i flere af samtalerne, og jeg er helt sikker på, at mange ville være fortabte uden disse menneskers energi og lyst til at kæmpe for andres og vores allesammens rettigheder. Velkommen til "Maj og Magten".