OT022. Skabelsen af en international verdensstat

Er et idealsamfund en utopi? - Ideen om en ny og bedre verden har levet lige siden vor forfædre begyndte at drømme om paradis. I middelalderen opstod tanken om Slaraffenland, hvor mennesker kunne leve uden bekymringer. Kloge folk tegnede kort over det forunderlige land, der efter sigende skulle ligge ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak.           Den engelske jurist, statsmand og forfatter Thomas More (1478-1535) skrev en bog, der var en fiktiv rejseskildring til idealsamfundet Utopia. Han bragte for første gang den ide på banen, at en ny og bedre verden var noget, som vi selv måtte arbejde på at bygge op. Thomas Mores Utopia bygger på to forbilleder fra antikken, nemlig Platons Staten og Lukians En sandfærdig historie.           Oprettelsen af den kommunistiske Sovjetunion og fristaden Christiania kan også ses som forsøg på at skabe et idealsamfund.           Også ifølge Martinus må vi selv arbejde med at opbygge dette idealsamfund. Men det er ikke noget, man blot kan beslutte for at gøre, det er ikke et viljesspørgsmål, det er et udviklingsspørgsmål. Ting tager tid!           Det, der i dag hindrer menneskene i at oprette et idealsamfund, er således deres iboende dyriske eller egoistiske natur. På det nuværende udviklingstrin er det således endnu ikke muligt at lave et idealsamfund, for det jordiske menneske er som sagt et sfinksvæsen, halvt dyr og halvt menneske. På den ene side har vi dyriske og egoistiske tendenser, på den anden side har vi humane og altruistiske tendenser.           Mange mennesker siger, der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig. De mener, at det er en utopi at tro, at det engang vil lykkes menneskene at lave et idealsamfund.           Martinus derimod siger, at skabelsen af et sådant idealsamfund er uundgåeligt, for i kraft af udviklingens lovmæssigheder kan han påvise, at udviklingen usvigeligt sikkert fører frem til skabelsen af et rigtigt menneskerige på jorden. Det kan ikke mislykkes; skabelsen af et idealsamfund omfattende hele vor planet er et obligatorisk trin i den videre udvikling.

Om Podcasten

Foredrag af Ole Therkelsen om Martinus Kosmologi Videnskaben har vist, at alle forandringer i den fysiske materie er lovbundne. Martinus (1890-1981) påviser, at der også findes love for psyken og tænkningen. Viden om disse psykiske naturlove vil gøre det muligt for det jordiske menneske at få herredømme over dets mentalitet og efterhånden skabe et kærlighedens og fredens paradis på jorden. Ole Therkelsen, f. 1948, er kemiker og biolog og skriver på grundlag af sit livslange engagement i Martinus Kosmologi. Ole har holdt ca. 2000 foredrag om kosmologien i femten lande på seks forskellige sprog, hvoraf flere kan høres på oletherkelsen.dk.