4:4 - Test, test, test

Holder du på pengene ligesom Katrine Larsen? Har du sans for forretninger som Mads Skjern? Følger du Maude Varnæs' eksempel og går i seng, når du møder udfordringer i tilværelsen? I årets sidste særafsnit tager gæsterne en Matador-test, som er lavet til lejligheden. Og det er ikke en af de sædvanlige test. Nej, i denne test bliver man ikke kun én karakter men flere. For man er aldrig 100 procent Faster Anna - eksempelvis. Find testen selv på dr.dk. Vært: Cecilie Nielsen Tilrettelæggelse; Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen Gæster: Nikolaj Stockholm, komiker, Sarah Skaarum, journalist, og selvfølgelig podcastens Lærer Andersen, den store Matador-ekspert, Janus Madsen.

Om Podcasten

Havde Mads Skjern allerede planer om at åbne en manufakturhandel i Korsbæk, da han ankom til byen eller opstod ideen først senere? Hvorfor vimser Vicki rundt i privaten i en lårkort underkjole, hvis hun helst vil undgå sex med sin noget ældre mand, Arnesen? Og hvad i alverden er den der grå atlaskes med striberne egentlig? Tumler du også med de spørgsmål, så lyt med til podcasten "Meget mere Matador". Her tager vært Cecilie Nielsen og et lattermildt selskab af skiftende Matadorfans os med ud i alle hjørner og afkroge af tv-seriens univers. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse: Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen.