Episode 13

"Meget mere Matador" er tilbage og i denne 13. episode taler panelet om, hvordan både Mads Skjern og Maude Varnæs i denne episode af tv-serien giver overraskende gaver til deres ægtefæller, der ikke falder i verdens bedste jord, ligesom sæsonens nye karakter, Lærer Andersen, bliver diskuteret; især da den ældre lærer med stærke følelser for kogt fars i den grad deler vandene i panelet. Gæster: Anne Bakland (komiker), Mathias Bundgaard (vært på podcasten "rejseholdet") og manden bag Matador-online, Janus Madsen. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse og lyd: Mikkel Andersson og Karen Albertsen.

Om Podcasten

Havde Mads Skjern allerede planer om at åbne en manufakturhandel i Korsbæk, da han ankom til byen eller opstod ideen først senere? Hvorfor vimser Vicki rundt i privaten i en lårkort underkjole, hvis hun helst vil undgå sex med sin noget ældre mand, Arnesen? Og hvad i alverden er den der grå atlaskes med striberne egentlig? Tumler du også med de spørgsmål, så lyt med til podcasten "Meget mere Matador". Her tager vært Cecilie Nielsen og et lattermildt selskab af skiftende Matadorfans os med ud i alle hjørner og afkroge af tv-seriens univers. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse: Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen.