Episode 19

I denne episode bliver der talt om malede bakker, værnemagere og om antallet af forfattere bag Matador. Det er også i denne episode, at Agnes får lokket Mads til at indgå et væddemål på 200 kroner - men hvor mange penge er det egentlig i nutidspenge og hvor betaget er Mads i grunden af den unge driftige erhvervskvinde? Gæster: Thomas Sode (fotograf og Erik Balling-ekspert), Mathias Helt (vært på Er du Sunshine, Radio24syv) og manden bag Matador-online, Janus Madsen. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse og lyd: Mikkel Andersson og Karen Albertsen.

Om Podcasten

Havde Mads Skjern allerede planer om at åbne en manufakturhandel i Korsbæk, da han ankom til byen eller opstod ideen først senere? Hvorfor vimser Vicki rundt i privaten i en lårkort underkjole, hvis hun helst vil undgå sex med sin noget ældre mand, Arnesen? Og hvad i alverden er den der grå atlaskes med striberne egentlig? Tumler du også med de spørgsmål, så lyt med til podcasten "Meget mere Matador". Her tager vært Cecilie Nielsen og et lattermildt selskab af skiftende Matadorfans os med ud i alle hjørner og afkroge af tv-seriens univers. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse: Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen.