Episode 21

Frihedsbudskabet runger i Korsbæks gader og panelet svælger med i beruselse over befrielsen, der bringer gemte flasker og ægte kaffe frem i byens stuer. En af dem, der kommer frem efter at have været i skjul under krigen, er Hr. Stein og panelet finder endelig frem til bogholderens sandsynlige fornavn, ligesom de også tager en runde mere på teorien omkring Morder Misse. Lyt med når Meget mere Matador går Agatha Christie-amok! Gæster: Mikkel Frey Damgaard (journalist), Anne Bakland (komiker) og manden bag Matador-online, Janus Madsen. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse og lyd: Mikkel Andersson og Karen Albertsen.

Om Podcasten

Havde Mads Skjern allerede planer om at åbne en manufakturhandel i Korsbæk, da han ankom til byen eller opstod ideen først senere? Hvorfor vimser Vicki rundt i privaten i en lårkort underkjole, hvis hun helst vil undgå sex med sin noget ældre mand, Arnesen? Og hvad i alverden er den der grå atlaskes med striberne egentlig? Tumler du også med de spørgsmål, så lyt med til podcasten "Meget mere Matador". Her tager vært Cecilie Nielsen og et lattermildt selskab af skiftende Matadorfans os med ud i alle hjørner og afkroge af tv-seriens univers. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse: Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen.