Særafsnit 2: Krænkelser i Korsbæk?

Hvad er egentlig Korsbæks største MeToo-sag, og hvem tager konsekvenserne af den? Er Hans Christian en krænker? Og hvorfor ender Misse med at se krænkelser overalt? I dette afsnit tager panelet MeToo-brillerne på og forsøger at spotte krænkelser og ulige magtforhold i Matador. Gæster: Julie Aagaard aka. Kill J (musiker og journalist), Julie Lindhardt Høimark (journalist og radioproducer, Radio 4) og Danmarks største Matador-ekspert Janus Madsen. Vært: Cecilie Nielsen. Producer: Anne Lundager Kristensen.

Om Podcasten

Havde Mads Skjern allerede planer om at åbne en manufakturhandel i Korsbæk, da han ankom til byen eller opstod ideen først senere? Hvorfor vimser Vicki rundt i privaten i en lårkort underkjole, hvis hun helst vil undgå sex med sin noget ældre mand, Arnesen? Og hvad i alverden er den der grå atlaskes med striberne egentlig? Tumler du også med de spørgsmål, så lyt med til podcasten "Meget mere Matador". Her tager vært Cecilie Nielsen og et lattermildt selskab af skiftende Matadorfans os med ud i alle hjørner og afkroge af tv-seriens univers. Vært: Cecilie Nielsen. Tilrettelæggelse: Cecilie Nielsen, Nanna Sloth og Siw Søby Rasmussen.