Kaspar Colling Nielsen

Kaspar Colling Nielsen er aktuel med romanen ”Frelseren fra Hvidovre”, der handler om digteren Allan, som viser sig at være den eneste, der kan kurere verden for en coronapandemi. Romanen er satirisk, men kan også betragtes som en moderne Messias-fortælling, og i programmet fortæller Kaspar Colling Nielsen om sin research til romanen, som har taget ham fra Det Nye Testamente til kvantemekanik. Vært: Karoline Kjær Hansen.

Om Podcasten

Et liv i underverdenen, research i retsmedicin, nekroporn eller bosat blandt bedemænd. Der er mange veje til at lave de indledende undersøgelser, der danner rammen om de bøger, vi læser. Kom tæt på de oplevelser, forfatterne har, når de lægger an til nye historier, lur deres bedste tricks til, hvordan de får det virkelige liv omsat til ord, og bliv klogere på alt det arbejde, der ligger mellem linjerne.