Mennesker og medier: Christian Eriksen i kameralinsen

Han sad med sit kamera kun 15 meter væk, da Christian Eriksen faldt om på banen i lørdags. Tog masser af billeder, men sendte kun få videre. Interview med fotograf Lars Rønbøg om etiske overvejelser, om konkurrencen med amatørernes smartphone-kameraer og om at kunne reflektere over det, der skete. Tillid i bund: En nylig falsk TV2-historie om det grønlandske valg er måske et eksempel på en voksende tendens: 60 procent mener nemlig ifølge ny undersøgelse, at nogle medier bevidst laver falske nyheder. "Bekymrende", siger David Budtz Pedersen, professor i kommunikation på Aalborg Universitet i diskussion med bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen fra tjekdet.dk. Nye medier i Myanmar: Mobiltelefoner, apps og sociale medier skaber kommunikationsveje uden om militærstyrets kontrol. Journalist Eva-Marie Møller skriver i ny bog om "Generation Z"; unge "korrespondenter", som med tekster, billeder og film fortæller omverdenen, hvad der foregår i det ellers lukkede land. Indirekte fra Allinge: Mogens Jensen ville gerne være - men blev ikke - kulturminister. Pia Olsen Dyhr og Kristian Thulesen Dahl vil en dag gerne være kommentatorer i "Tulle og Pia". Folkemødetilbageblik 2016-2019 sammen med dem og journalister fra bornholmske medier. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

Om Podcasten

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.