Mennesker og medier: Damefrisørjournalistik i TV Avisen

Hvordan er det at blive klippet igen? Er du glad for at komme i skole? Og hvad er det bedste ved at fitness åbner? Spørgsmålene er stillet igen og igen, senest ved denne uges corona-genåbninger. Tidligere TV Avis-vært Reimer Bo Christensen kalder resultatet "floskler og forudsigelige banaliteter", og han diskuterer dækningen med DR-redaktionschef Marie Buss. Rocker-far: Det gav genlyd, da Nynne Sass Larsen mandag fortalte om sine oplevelser, da B.T. og Ekstra Bladet i 2011 skrev om hendes fars - tidligere S-toppolitiker Henrik Sass Larsen - relationer med rockere. Men kritikken blev afvist, og måske er der ingen grænse for, hvad politikere og deres børn skal finde sig i? Nye normer: Efter måneders sexisme- og MeToo-debat er flere medier i gang med konkrete forandringer. "En chef skal ikke gå med på bar og lande i en syvhestes brandert", lyder det blandt andet i en kortlægning - En chef skal ikke gå med på bar og lande i en brandert (pov.international) -som journalist og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Karen Bro har lavet. Mere streaming: Kun to procent er ser jævnligt film og serier på Amazon Prime. Men det skal der laves om på; et offensivt indtog på det skandinaviske marked er i støbeskeen, fortalte Georgia Brown fra den amerikanske streaminggigant på konferencen Nordiske Mediedage torsdag. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

Om Podcasten

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.