Mennesker og medier: Oprør mod restriktioner; hvad er mediernes rolle?

Coronatræthed breder sig, smittetal falder og færre overholder restriktioner, viser nye adfærdsmålinger. Professor Michael Bang Petersen, Aarhus Universitet, vurderer mediernes rolle i diskussion med Berlingskes chefredaktør Tom Jensen og Sjællandske Mediers chefredaktør Bente Johannesen. Dobbelt reklamesøjle: Med kendisser i studiet er Cecilie Frøkjær for tiden vært på TV2 Charlie-serien "Deja vu". Samtidig reklamerer hun for lydbogstjenesten "Mofibo". Egentlig i strid med TV2's regler, siger kanalchef Dorthe Thirstrup, men "vi fik et godt tilbud". Og mon noget lignende kunne ske i DR? Avis i coronaknibe: Flere handler på nettet og færre går i fysiske butikker. Det kan aflæses i salgskurven på hjemløseavisen "Hus Forbi", hvor der er langt mellem køberne. Interview med avissælger Philip Davidsen ved Amagercentret i København og chefredaktør Poul Struve om konsekvenser og perspektiver. Pressefrihed under angreb: I Hviderusland bliver journalister sat ud af spillet, i Polen øger regeringen sin mediekontrol og i Ungarn er en Orban-kritisk radiostation lukket. Mogens Blicher Bjerregaard, formand for det europæiske journalistforbund, om tendenser til mindre og mindre pressefrihed i Europa. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

Om Podcasten

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.