Jakob Fauerby – Retten til kærlighed

Som 15-årig finder Jakob Fauerby et trusselsbrev i sin postkasse. Nogen vil slå ham ihjel, fordi han er homoseksuel. Alligevel nægter han at skamme sig – for han ved, at han står på den rigtige side af historien. I dag er han gift, har to børn og kæmper for retten til at elske, hvem man vil. I “Mit Yngre Jeg” deler Jakob de råd, han selv manglede som ung. Og han fortæller om drengeforelskelser og om, hvordan støtten fra hans mor, venner og en klasselærer var altafgørende. 

Om Podcasten

Anne Albrechtsen er 26 år gammel. Hun er nyuddannet, uden fast job og single. Foran hende ligger et liv, hun indimellem ville ønske, hun havde en brugsanvisning til. Derfor har hun bedt en række ældre kvinder om at dele de råd og livserfaringer med hende, som de selv ville give til deres yngre jeg, så hun bliver klædt på til at kaste sig ud i karriere, kærlighed, børn og alt det andet, hun drømmer om. Samtalerne kan du høre i podcastserien ”Mit Yngre Jeg”, hvor hun taler med Gun-britt Zeller, Hilda Heick, Lotte Freddie, Lone Hertz, Vigga Bro, Sonja Oppenhagen og Pia Kjærsgaard om alle deres bedste tips og tricks til at få et godt liv – med plads til at være sig selv.