Pia Olsen Dyhr – Når ansvar bliver en byrde

Pia Olsen Dyhr fremstår stærk som leder af et politisk parti – men bag det offentlige ydre gemmer sig en personlig fortælling præget af usikkerhed, tilpasning og tidligt ansvar. Som barn af en alkoholiker blev Pia alt for tidligt voksen, og det har sat dybe spor i hendes måde at være i verden på. Særligt i kærlighedslivet har hendes tendens til at tilsidesætte sine egne behov stået i vejen for at mærke, hvad hun egentlig selv vil.

Om Podcasten

Anne Albrechtsen er 26 år gammel. Hun er nyuddannet, uden fast job og single. Foran hende ligger et liv, hun indimellem ville ønske, hun havde en brugsanvisning til. Derfor har hun bedt en række ældre kvinder om at dele de råd og livserfaringer med hende, som de selv ville give til deres yngre jeg, så hun bliver klædt på til at kaste sig ud i karriere, kærlighed, børn og alt det andet, hun drømmer om. Samtalerne kan du høre i podcastserien ”Mit Yngre Jeg”, hvor hun taler med Gun-britt Zeller, Hilda Heick, Lotte Freddie, Lone Hertz, Vigga Bro, Sonja Oppenhagen og Pia Kjærsgaard om alle deres bedste tips og tricks til at få et godt liv – med plads til at være sig selv.