Hvordan skal vi prioritere, når vandet kommer?

Vandet truer – både i byerne og i vores bevidsthed. Men hvor slemt står det egentlig til, og hvem skal betale prisen for klimasikringen? Hvad vælger vi at beskytte, og hvem må klare sig selv? Realiteten er, at langt fra alle danske hjem kan sikres mod fremtidige oversvømmelser. Sammen med Lykke Leonhardsen, ekspert i klimaforandringer og chef for bæredygtige byløsninger i Københavns Kommune, og Henrik Vejre, professor i landskabsarkitektur og planlægning ved KU, dykker vores vært Bjarne E. Jensen ned i dilemmaerne og leder efter svar på de svære spørgsmål, der opstår, når vandet kommer. Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center og redigeret af Munck Studios.

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Sofie Rasmussen, Lars Fjendbo Møller og Bjarne E. Jensen er faste værter. Sammen dissekerer de debatten, og er nysgerrige på dilemmaerne, det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts