Hvornår bliver byen for tæt?

Synes du, at det er fedt at bo tæt på andre mennesker? Nogle gør - andre bestemt ikke. Men sagen er, at flere og flere mennesker gerne vil bo i byerne, og det er der også en hel stribe fordele ved, men også udfordringer. Når vi bor tæt, bor vi typisk mindre, bruger mindre energi og har bedre transportvaner. Derudover giver det også kritisk masse til at holde liv i både kulturtilbud, foreninger og forretninger. Men hvad betyder det for bykvaliteten, når byen gøres tættere? Er der plads til de rekreative arealer, og hvordan passer det ind i byens identitet, når bygningerne bliver højere?  I denne episode af Byen forfra spørger Lars Fjendbo Møller direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Henrik Seiding, og Søren Smidt-Jensen, der er associeret partner i Smith Innovation, hvornår byen bliver for tæt? Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers live-event, som denne gang var en del af programmet til Aarhus Arkitekturuge, og derfor fandt sted på Arkitektskolen Aarhus. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center og redigeret af Munck Studios. 

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts