Klynker arkitekter for meget i debatten?

Arkitekter tiltrækker sig på skift opmærksomhed for deres arkitektur. Ofte bliver de rost, men den negative kritik kan også være til at tage og føle på. Så fungerer den debat godt nok i dag - i en tid, hvor altoverskyggende dagsordener samtidig intensiverer kravene til alle byggeriets og byudviklingens parter? I denne episode af Byen forfra tager Anne Katrine Harders arkitektens rolle i medierne og medierne selv til eftersyn. Lars Storr-Hansen, adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder, Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen og Marie Kraul, journalist på Byrummonitor giver deres bud på, om arkitekterne klynker for meget i debatten, eller om debatten nærmere er for hård ved dem, der tegner byen. Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers ugentlige live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center og redigeret af Munck Studios. 

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts