Kommer forretning altid før bæredygtighed?

Kan man både arbejde målrettet på at blive bæredygtig og så alligevel lave byggeri, der udleder CO2 og forbruger sparsomme ressourcer? Hvem skal drive omstillingen, når virksomhederne også skal tjene penge og politikerne skal gøre sig til for at få din stemme? Klimakrisen kræver drastisk forandring, men vi er alle del af et system, der fremmer det ubæredygtige. Der findes faktisk mange løsninger, der kan gøre byggeriet langt mere bæredygtigt, men lovgivningen og hele den måde, vi værdisætter på, gør det svært at implementere. Så hvordan kan vi sætte barren højere for bæredygtighed alligevel?    Det er nogle af de spørgsmål vi stillede Mikkel Bülow-Lehnsby, bestyrelsesformand for og medstifter af kapitalfonden NREP, som bl.a  forvalter investeringer i byudvikling, og Rasmus Willig, sociolog, medstifter af Andelsgaarde og forfatter til flere bøger, med titler som “Den bæredygtige stat" og  “Vi ved det jo godt”. Anne Katrine Harders er vært, og dette er en podcast fra det ugentlige live arrangement MorgenDAC på Dansk arkitektur Center. Podcasten er produceret af Munck Studios for Dansk Arkitektur Center.

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts