Sådan 'greenwasher' du dig til succes

Byggeriet skal være grønt, bæredygtigt, DGNB-certificeret, biobaseret, upcyclet, klimavenligt og CO2-neutralt. Og så skal det opfylde verdensmål, klimakrav og nu skal det også være regenerativt. De mange ord kan være udtryk for, at der sker meget på bærdygtighedsfronten – men det kan også være svært at regne ud, hvilke der faktisk rykker noget, og hvilke der giver anledning til greenwashing.  Vi tog derfor alle begreberne med til Folkemødet, hvor vi tog et slag banko gennem ordene, der skal gøre byggeriet mindre klimabelastende. Sammen med Kristian Ahlmark (arkitekt og partner ved Schmidt Hammer Lassen), Signe Kongebro (Partner, Global Design Director, Henning Larsen) og Sune Bang (selvstændig kommunikationsrådgiver) ryster bankovært Lars Fjendbo Møller posen og henter bæredygtighedsbegreberne frem en for en.  Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center og redigeret af Munck Studios. 

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Sofie Rasmussen, Lars Fjendbo Møller og Bjarne E. Jensen er faste værter. Sammen dissekerer de debatten, og er nysgerrige på dilemmaerne, det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts