Vil vi ofre landskabet for den grønne omstilling?

Vi har efterhånden vænnet os til at kigge på de store, hvide vindmøller, der pryder horisonten rundt omkring i den danske natur. Men vores energibehov stiger, og det er blevet en god forretning at leje jord ud til energiproduktion. I takt med det, skyder især endnu flere solceller op omkring os.    Men er dette et overgreb på det landskab, vi er omgivet af?    I denne episode af Byen forfra tager Lars Fjendbo Møllger disse dilemmaer op med energiforsker ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, og landskabsplanlægger og medejer af tegnestuen Urland, Christian Achermann. De diskuterer, om der slet ikke andre løsninger på den grønne omstilling end at dække vores marker og enge til med solceller.   Optagelsen er fra Dansk Arkitektur Centers ugentlige live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Vi samler beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Podcasten er produceret af Munck Studios. 

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts