S1E6. En ung kvinde skulle dø i mosen: Ellingkvinden fra Silkeborg

Da landmanden Jens Zakariassen i 1938 gravede i mosen ved Bjældskovdal, stødte han på noget, han i første omgang troede var et dyr, der var druknet i mosen. Det viste sig at være langt mere spektakulært og uhyggeligt, nemlig liget af en ung kvinde, der er blevet hængt i en læderstrikke for mere end 2000 år siden. Mosevandets særlige egenskaber har gjort, at hun i løbet af alle de år ikke er forrådnet og skeletteret, men at både hendes kød og frisure, der består af en 80 centimeter lang fletning, stadig i dag er bevarede. I denne episode er journalisten Louise Lindblad taget med direktør for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, ud til mosen vest for Silkeborg, hvor den unge kvinde blev fundet. For at forstå, hvorfor et ungt liv skulle ofres og begraves i mosens mørke dyb.Vært: Louise Lindblad. Medvirkende: Ole Nielsen, direktør, Museum Silkeborg. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

Om Podcasten

Ofringer, ritualer og magi er en del af vores forfædres liv, uanset hvor langt vi går tilbage i historien. I podcasten Obscuritas fortæller Vores Tid, Nationalmuseets mediehus, om danmarkshistoriens mørke afkroge og okkulte fortællinger. Journalist Louise Lindblad besøger de mange steder i Danmark, hvor mystiske og gruopvækkende scener er blevet opført. Lige dér, hvor vi går og står i dag.Den historiske mystik og gru fortæller danmarkshistorien fra et nyt og dybt fascinerende perspektiv, og samtidig stiller vi spørgsmålet: Hvad er ondskab? Hvornår er menneskers handlinger onde, og hvornår er de et forsøg på at redde sig selv og hinanden fra ondskab og måske skabe en bedre fremtid?Lyt med i din podcast app eller på vorestid.dk.Tilrettelægger: Louise Lindblad. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. Produceret med støtte fra William Demantfonden.